Vi fylder garderobeskabet med dødens klæ’r

Hvert år slår danskernes tøjforbrug nye rekorder. Med 16 kg. tøj pr. person om året i gennemsnit indtager Danmark førstepladsen i Norden, og ofte er det billigt bomuldtøj, som ender i garderobeskabet. Moderigtige t-shirts vævet sammen i et system præget af slaveri og død, som fører til at en bomuldsbonde begår selvmord hvert 30 minut i Indien.

Af Christine Petersen, Fashion Revolution Denmark

Horder af mennesker i farverigt tøj står presset sammen foran den tynde glasdør, som adskiller dem fra tilbudshimlen. Det er Black Friday. Dagen hvor butikker landet over sælger ud, og dankorttransaktionerne slår svimlende rekorder. Den sorte dag markerer dog også en dyster tendens, som afspejler en skadelig købekultur og ikke mindst et stigende overforbrug.

Termer som ‘fast fashion’ er blevet en del af sproget og indikerer i sig selv et usundt forhold til tøj. Der er tale om billigt og hurtigt produceret tøj, hvor de eneste vindere er dem, som sidder i toppen af pyramiden, der bygger på fattigdom, ulighed og slavelignende produktionsforhold.

Indiske bomuldsbønder drikker dyrekøbte pesticider

En stor del af det miljøskadelige bomuldstøj begynder sin rejse i udviklingslande som Indien, hvor bomuldsdyrkning går årtier tilbage. Levevilkårene for bomuldsbønderne er dog blevet drastisk forringet som konsekvens af den stigende efterspørgsel på billigt tøj. For det kræver både større og hurtigere leveringer af bomuld, hvilket har skabt grobund for en mafialignende frø-industri, som i dag har overtaget kontrollen over den indiske bomuldsproduktion. Uma Haimavati Prajapati, bæredygtig tøjdesigner, social iværksætter og fashion revolutionær, fortæller her om de fatale følger ‘fast fashion’ bølgen har fået for bomuldsbønderne i sit hjemland.

“I Indien er 97% af alle bomuldsfrø i dag genmodificerede, hvilket efterlader 3% af den oprindelige bomuldsplante, der tidligere var allemandseje. Efterspørgslen fra vores multinationale samfund og ‘fast fashion’ industrien har drevet mere end 200.000 bomuldsbønder ud i selvmord de sidste 20 år.”

En stor del af årsagen bag det høje antal selvmord ligger begravet sammen med de genmodificerede frø, som i dag danner grundlag for næsten hele den indiske bomuldsproduktion. Bomuld er nemlig en god forretning for multinationale frø-leverandører som Monsanto (største leverandør i Indien), der for 16 år siden lovede bønderne bedre udbytte, hurtigere voksende afgrøder og færre problemer. Alt de skulle gøre var at købe de nye super-bomuldsfrø, og deres lykke ville være gjort. Udgiften til pesticider og fremtidig insekt-resistens var der ingen, som talte om.

“Frø-industrien lovede, at de nye genmodificerede frø ville gøre bøndernes liv bedre. Og løftet blev solgt gennem en velsmurt reklamekampagne landet over. Tidligere havde bønderne aldrig købt frø. Når de dyrkede græskar, gemte de to-tre frø og dyrkede græskar igen. Det samme gjaldt bomuld. Problemet med de genmodificerede frø er, at det er engangs-frø, og derved også blevet en vare, hvor intet nyt liv kan opstå fra. Desuden er engangs-frøene minimum 200% dyrere end de naturlige. Som menneskerettighedsaktivist må man stille spørgsmål ved, om det overhovedet burde være lovligt?,” lyder det fra Prajapati.

Første generation af de genmodificerede Bt-frø (Biotech frø) blev introduceret i 2002 i Indien gennem et samarbejde mellem to frø-leverandører; Monsanto (USA) og Mahyco (Indien). En eskalering af udbredelsen efterfulgte, da den nye teknologi hurtigt vandt popularitet blandt bomuldsbønderne, som i massevis skriftede til de nye hybrid-frø. Fra 2002 til 2011 steg udbredelsen af hybridfrø således fra 2 % til 96 % (40 % i det nordlige Indien). Et hurtigt voksende marked, som senere skulle vise sig at kaste en lang, mørk skygge over Indiens bomuldsproduktion.

“Der er tale om et meget dyrt “elite”-frø. Og skiftet i Indien skete nærmest lydløst ved hjælp af effektive marketingsstrategier. Frø-industrien lokkede med store løfter om profit, og bønderne købte de meget dyre frø, som de blev nødt til at optage lån for at kunne betale. Det genererede en ond cirkel. For når først de var begyndt, blev de fanget i en gældsfælde uden exit,” fortæller Uma Haimavati Prajapati og fortsætter:

“For at dyrke de her super-frø skulle de nemlig også købe insekticider og pesticider til at beskytte afgrøderne. Det blev “solgt” så godt, at bønderne rent faktisk troede deres liv ville ændre sig. Det, der skete i stedet var, at bønderne blev forgældet, da de blev nødt til at optage lån i bankerne til at købe frøene og de tilhørende kemikalier.”

De første par år lignede det ellers en god forretning. Bønderne fik bedre udbytte og slap for de skadelige insekter. Men efter 10 år stagnerede afgrøderne, og jorden blev mere og mere forurenet. Nye generationer af genmodificerede frø og insekticider blev udviklet og endnu engang solgt med løftet om bedre afgrøder. Bomuldsbønderne, som allerede var skriftet til genmodificerede afgrøder, kunne kun fortsætte af samme vej og optog således nye lån for at køb mere gift. Her var skaden var allerede sket.

De høje gældssatser og det ringe økonomiske udbytte har i dag efterladt mange bønder i håbløshed og desperation. Dertil kommer udviklingen af resistens inden for bestemte insekt-grupper, som den lyserøde bomuldsorm, der i 2018 skaber store udfordringer. Det er selvom Monsanto har udvirket et nyt insekticid kaldet Bollgard 2 eller BG-2 (anden generation af insekticid), der angiveligt skulle beskytte afgrøderne mod den lyserøde pest. Det sejlivede insekt har dog vist sig resistent over for giften, og bønderne ender med stor gæld og ødelagte afgrøder, og hurtigste udvej er at drikke samme gift, som skulle have reddet hans liv.

Et skridt frem to tilbage

I august 2012 udkom en nedslående rapport fra den indiske landsbrugskomité (The Standing Committee on Agriculture) vedrørende Bt* afgrøder, hvor panelets eksperter bl.a. konkluderer følgende:

“The Committee visited Vidarbha to study the cultivation of Bt cotton. They learned that farmers cultivated Bt cotton on a large scale because initial production was high given that the crop was pest resistant. However, eventually small and marginal farmers suffered losses because of high input costs and yield loss due to the development of resistance in the targeted pests. Moreover, the cultivation of Bt cotton caused traditional local cotton varieties to be wiped out. These factors combined with indebtedness caused 7,992 farmer suicides in the region between 2006 and 2011.”

“The Committee found that in both Bt cotton and Bt brinjal, the requisite numbers of tests were not carried out in the country. The tests performed were conducted by the company itself. Bt cotton was also found to be pest-resistant proving that the technology is unsustainable. The death of cattle in Andhra Pradesh in 2007, that fed on Bt cotton fields also raised doubts about the crop’s safety as feed. The regulatory mechanism also approved Bt brinjal for environment release without considering its toxicity content.”

Lidt har ændret sig siden da, og regionen Vidarbha (Vidarbhiya) er i dag kendt for sit høje antal bomulds-selvmord, hvilket rapporten tydeliggør med 7992 bomulds-selvmord i løbet af blot fem år. I gennemsnit begik mere end fire bønder således selvmord om dagen i Vidarbha mellem 2006 og 2011. En tendens, der ifølge Uma Haimavati Prajapati er eskaleret i hele Indien de seneste år. Desværre er det kun en negativ følgevirkning blandt mange inden for ‘fast fashion’ industriens hurtige og billige produktion.

“Konsekvenserne er mangfoldige. En er, den desperation og undertrykkelse bomuldsbonden oplever, og som får ham til at drikke gift. En anden er, hvordan de mange store brands brænder overproduktionen af tøj for at undgå at sælge det til en billigere pris. En tredje er den altomfattende forurening modeindustrien udleder. Det er en af de mest forurenende industrier på verdensplan, hvor en stor del stammer fra tekstilfarvning. Vores floder er sorte og blå, udtørret eller forgiftet. Og vi taler om billioner og atter billioner liter vand, der er forgiftet. Især sort er en slem farve, fordi de mange syrekemikalier langsomt får stoffet til at opløse sig selv.

Spørgsmålet vedrørende kemikalier i tøjet er også interessant, når vi taler om det moralske kompas mange vestlige lande styrer efter, mener Prajapati. For mens vi er nået langt i forhold til åbent at tale om pesticider i mad, økologi og parfume-fri cremer, taler vi overraskende lidt om, hvor mange kemikalier vi får ind i kroppen gennem det tøj, vi har tæt på huden.

“Mange tøj-fabrikanter får 2 millioner farvevalg til deres kollektioner hver måned, men ingen taler om, hvordan farvningen foregår, og hvilke konsekvenser det har. Og hvis der er nogen, som har en mafia-lignende tilgang til ikke at tale om det, så er det Europa. Jeg er sikker på, der eksisterer et stort lobby-arbejde for at undgå emnet der. Hvad ville der ske, hvis vi begyndte at teste, hvor mange kemikalier der ender i vores system gennem tøjet? Lad os endelig åbne op for den diskussion – for det er en beskidt verden.”

Problematikker inden for tøjindustriens produktion bliver ikke løst natten over. Ligesom de strækker sig ud af mange grene. Som beskrevet i artiklen her, er det i Indien især bomuldsproduktionen og forureningen, der ødelægger livet for de, som arbejder i første led af modeindustrien.

Landet er præget af en et-skridt-frem-og-to-skridt-tilbage-produktion, som efterlader bønderne med en kæmperegning, de ikke kan betale. En virkelighed som i dag er svær at ændre, fordi den amerikanske Bt-frøproducent har formået at indtage en monopol-position på markedet.

Alligevel er der håb, mener den indiske fashion revolutionære, som ser ændringer på verdensplan, og hun opfordrer til politisk handling og nye perspektiver.

Refleksion og politisk vilje kan måske gøre en forskel

Uma Haimavati Prajapati bor sammen med sin danske mand i den lille kreative by Auroville i Indien. Her arbejder hun til daglig med bæredygtig mode og har skabt flere sociale projekter inspireret af essensen af det, design i virkeligheden handler om:

“Hvordan kan vi gøre livet bedre for mennesker? Vi skal forstå værdien af social design.”

Det har hun blandt andet gjort ved at skabe håb og arbejde til tsunami-ofre i Indien som følge af tsunamien i 2004. Et projekt, som senere har ledt til 6 andre sociale projekter og en invitation til UNESCO, hvor hun talte om visionen bag tsunami-projektet.

“Efter tsunamien var situationen meget slem. Jeg tænkte; ‘hvordan kan jeg som designer bidrage?’. Vi designede en lille dukke, Tsunamika, som kvinderne i landsbyerne begyndte at lave, og det gav dem en grund til at stå op. Dukken kan ikke købes, og skal skabe håb ved at blive givet væk. Her 13 år efter er projektet stadig i live. Det ændrede mit liv. Jeg så, hvad mode og design kan skabe. Det handler ikke om at lave en sexet kjole – men det er her, vi er endt. Og når industrien på samme tid tror, at det at skabe mere og mere er en god idé, hvor er vi så kommet til? Slow fashion var oprindeligt inspireret af god kvalitet og handlede om at skabe noget smukt. I dag er vi langt fra både den filosofi og en ‘win, win situation’. Vi skaber egentlig bare en meget trist historie.”

Uma Haimavati Prajapati mener dog at der i en nær fremtid er mulighed for at ændre især to forhold inden for modeindustrien. Det ene handler om konkrete ændringer på politisk plan, der skal gøre det nemmere at være en bæredygtig designer eller brand.

“Vi har vendt samfundet på hovedet og designet en verden, hvor det er ok at opføre sig uetisk, og du bliver straffet for at gøre det rigtige. Hvis du ønsker at gøre det godt, skal du f.eks. betale en formue for de mange certifikater og godkendelser. Burde det ikke være omvendt? Som det er nu, har personer, som laver bæredygtigt mode, meget svært ved at overleve, fordi de bl.a. skal bruge rigtig mange penge på certifikater, der viser, de gør det godt. På den anden side kan store firmaer som H&M og Zara fortsætte med at gøre “business as usual”, uden nogen stiller spørgsmål. Det er ikke fair, og jeg mener, hvordan kan man konkurrere med det? Den politik burde vi ændre hurtigt.

Det andet område handler om, at vi som forbruger skal tage mere stilling og se vores køb som en stemme, vi kan bruge, til at sige fra. Her opfordrer hun til at bruge tid i hverdagen på refleksion og ikke bare købe derudaf.

“Tag et øjeblik med en kop kaffe og bare reflekter lidt. Hvor meget har jeg egentlig brug for den her trøje? Vi bliver bombarderet med annoncer og tilbud – især på de sociale medier. Kan vi ikke bruge et minut på at filosofere lidt over det? Vi kan jo rent faktisk vælge, og ikke bare lade os kontrollere som en maskine der blindt, døvt og dumt køber, hvad vi får vist. Vi er blevet så indoktrineret af kommercielt støj, at vi ikke længere tænker.”

Tilbage foran den tynde glasdør ligger gaden øde hen. Lyset fra gadelygten giver genskin i de små vandpytter, som er spredt sporadisk i små fordybninger i asfalten. Black Friday er overstået. Tilbudsfesten er forbi, og penge er blevet sparet. Men i Indien gryer endnu en ‘sort dag’ i morgen, og prisen de betaler for de fantastiske tilbud er den dyreste i verden.