Fair fashion, fremfor fast fashion

By Tone Raft SoMe Director

Modeindustriens trends er baseret på fast fashion, men hvem betaler egentligt prisen for vores forbrug?

Søndag d. 8. december 2019 var for de fleste mennesker i den vestlige verden en ganske almindelig dag med dagligdags forbrug. I en fabriksbygning i et område kaldet Anaj Mandi i den indiske by Dehli, så virkeligheden dog helt anderledes ud. Her mistede 43 mennesker livet, og mere end 50 mennesker blev såret. Bygningen brød i brand tidligt om morgenen, og de mere end hundrede ansatte, der boede og sov på fabrikken, havde ikke en chance for at komme ud af det brændende tekstil helvede.

Prisen for fast-fashion

Ulykken er ikke kun tragisk, men også paradoksal. Den indiske fabrik producerer nemlig skoletasker, der primært eksporteres til salg i Europa. Ofrene for ulykken tilbragte således det meste af deres liv med at arbejde på en fabrik, der indirekte understøtter et forbrugsmønster, som især den vestlige verden de sidste årtier har været med til at skabe. Ifølge rapporten,”Pulse On The Fashion Indust

ry 2017” fra Global Fashion Agenda, køber den gennemsnitlige europæer 13 kg. tøj pr. år. Det øgede overforbrug, man i Danmark og resten af de vestlige forbrugslande er med til at opretholde, er ofte baseret på billige priser, dårlige produktionsforhold, børnearbejde, moderne slaveri og i yderste konsekvens menneskeliv. Det fremgår bl.a. i rapporten”Tainted Garments”fra 2019, der viser at 99% af de indiske arbejdere i tøjproduktionen været udsat for tvangsarbejde under slavelignende vilkår.

Arbejdet indenfor tøjproduktion er et af de mest usikre erhverv i verden, fordi tøjproducenterne negligerer ordentlige arbejdsforhold og menneskerettigheder til fordel for konkurrencedygtighed i en fast-fashionindustri.

Kvinderne kommer i klemme

Der er ca. 60 millioner mennesker, der arbejder i modeindustrien i dag, hvoraf 80% af dem er kvinder. Det er hovedsageligt kvinder i udviklingslande, med socioøkonomisk ustabilitet og patriarkalske magtstrukturer, der er udsatte fordi deres rettigheder er minimale og spørgsmålet om ordentlige arbejdsforhold, fair løn og sikkerhed ikke er problematikker som magthaverne prioritere. Kvinderne er bundet både økonomisk og socialt, fordi de ikke tjener nok til at være selvforsørgende og dermed mister deres sociale mobilitet. Derfor ender mange af dem i tøjproduktionen, der altid leder efter ny arbejdskraft til den enorme fast fashion industri. Ifølge kampagnen #LowestWageChallenge, der sætter fokus på lønninger i modeindustrien, tjener kun ca. 2% af menneskerne i tøjproduktion leveløn men udover de unfair lønninger er arbejdet ikke uden risiko, for særligt de mange kvinder der dominerer industrien. Ifølge en undersøgelse fra The Garment Worker Diaries oplever 56% af de adspurgte i projektet frygt for at gå på arbejde. Det kan være frygt for verbalt eller fysisk misbrug, såvel som frygt for brande, der er meget hyppige i de overfyldte lokaler med maskiner og store mængder af tekstiler. Ulykkerne er mange, og desværre får de ikke alle så meget opmærksomhed som tragedien på Rana Plaza.

Konkurrencedygtighed fremfor menneskerettigheder

Tøjproducenterne svigter deres ansvar, når de prioriterer konkurrencedygtighed fremfor menneskerettigheder. Som forbruger kan man dog også selv påvirke udviklingen ved at være kritisk omkring sit tøjforbrug, bl.a. ved at stille spørgsmålet #WhoMadeMyClothes? til et brand. Ved at deltage i kampagnen kan man som forbruger forlange mere gennemsigtighed omkring de produktions-og arbejdsforhold, ens tøj bliver produceret under. Ifølge førnævnte rapport fra Global Fashion Agenda er der estimeret 1.4 millioner arbejdsskader og 1.600 dødsfald i tøjindustrien pr. år. Der sker derfor en enorm outsourcing af det klimabelastende og nedslidende arbejde, som tøjproduktion er, til lande udenfor Europa, hvor kravene til sikkerhed, løn og basale rettigheder er minimale.

Tøjproduktionen dækker over mange problematikker som klimaforurening, undertrykkelse af menneskerettigheder, tvangsarbejde og børnearbejde. Det viser ulykken i Anaj Mandi også, hvor det yngste offer var et barn på kun 13 år, og dette er langt fra enkeltstående, ifølge en undersøgelse fra The US departement of labour, estimeres det at 51 lande bruger børnearbejde som en del af deres arbejdskraft i tøjproduktionskæden. Problemerne bliver ikke kun tydelige ved ulykker som denne i Anaj Mandi, for så snart man graver lidt ned i bunkerne af tøj, viser der sig en industri med en generel mangel på rettigheder. Det vestlige forbrug accelerer tøjproduktionen med ufattelig fart, på bekostning af menneskeliv.

Et strukturelt problem.

Siden ulykken på Rana Plaza d. 24. april 2013, der kostede 1138 mennesker livet, er det globale antal af ulykker og dødsfald i tøjproduktionen forblevet forblevet uændret. Dette er et faktum, som Fashion Revolution kæmper for at ændre men det er ikke en udvikling som enkeltstående organisationer alene kan skabe. Det kræver en ændret forbrugsmentalitet og en ny tilgang til mode hos os alle. Det er et globalt ansvar at forhindre en lignende tragedie i fremtiden, og revolutionen starter med, at vi alle gør en forskel. Forbrug bør aldrig være på bekostning af menneskeliv, så vær kritisk overfor producenterne af dit tøj, understøt ikke brug-og-smid-væk-kulturen, respekter at nogle har syet dit tøj så reparer, genbrug og upcycle det tøj du allerede har, fordi #LovedClothesLast.

Forbrugerens egen modeaktivisme: 

Du kan også selv være en del af Fashion Revolutions modeaktivisme ved at deltage i kampagnen #Whomademyclothes? Spørge dit favorit brand, hvem der har lavet dit tøj, og dermed får du producenterne til at sætte du fokus på arbejdsforholdene bag det tøj, du har på. På den måde gør du tøjproducenterne, opmærksomme på, hvad du som forbruger prioriterer, når du køber tøj. Når efterspørgslen bevæger sig væk fra billigt og uetisk produceret tøj og henimod bæredygtighed, Fair Trade og Zero Waste, så vil industrien følge trop. Som forbruger har du således en mulighed for at påvirker industrien ved at bruge din stemme, så #WearYourValues, fordi vores modeindustri ikke skal være fast men fair.